Mood board – law of attraction
Jeg har egentligt ville skrive dette indlæg siden nytårsskiftet, men lige meget hvor meget jeg anstrengte mig, så blev de forsøg jeg gjorde ikke færdige – eller de føltes ikke rigtige.
Lige nu sidder jeg i et fly til Dubai – hvorefter jeg rejser til Bali. Det føles rigtigt at fortælle dig om mine mood boards, og forhåbentligt vil det inspirere dig til noget lignende, der giver mening for dig og dit liv.
For første gang lavede jeg sidste år et mood board nytårsaften. Ja, jeg brugte min aften med et glas vin, en masse bolig-, helse- og modemagasiner, karton, saks og lim.
At sætte mig mål for – dengang – 2016, var helt fantastisk!
Jeg visualiserede mine mål gennem billeder og ordsprog som jeg klippede ud af magasiner, klistrede op et stykke karton og hang det op i mit køkken. Hver dag mindede det mig om mine mål. Og det utrolige var, at jeg rent faktisk nåede alle undtagen ét mål.
Længere nede vil jeg guide dig til at komme godt i gang med dit eget mood board
Mood board anno 2017
Denne gang turde jeg at drømme store. Satte vildere mål. Jeg har lagt et billede ind af det, men samtidig ønsker jeg også at holde noget af det privat. Det har noget at gøre med min karriere – og ved 2018-skiftet glæder jeg mig til at dele det med dig.
Husk at mood boardet ikke behøver at give mening for andre – men når du kigger på de udklip du har valgt, så ved du præcis hvilken vej du vil.
Jeg har fx valgt at fokusere på mere overskud i 2017. Overskud er noget jeg vælger. Når jeg siger ja til overskud, siger jeg nej til noget andet. Min bil har længe ønsket at se en mekaniker, jeg har tænkt ” det går nok”, men alligevel er det et irritationsmoment for mig, noget der ubevidst har tappet for energi. Derfor kom det på mit mood board og allerede inden vi skrev februar 2017, var det fikset. Siger ja til at fikse bilen – siger nej til at bruge de 3000 kr på andet (for at lode to ledninger sammen – gisp). Og nu hvor det er lavet, er det en fryd at sætte mig ind i bilen.
Det samme skete med et smukt lille sengebord til mit soveværelse. Fandt et billede, der mindede mig om, at jeg ønsker at finde et smuk lille sengebord – og vupti, i søndags kom det til mig – gennem en veninde. Ja tak til smukt lille teak sengebord, der passer skønt ind i mit soveværelse (og som fylder mig med glæde og en følelse af at soveværelset nu endelig er fuldendt) – siger nej tak de pengene bordet kostede mig.
Det er ikke tilfældigt, at ting/oplevelse dukker op, når du bringer din opmærksomhed på ting du ønsker. Du tiltrækker hvad du udstråler.
Hvad skal der på dit mood board? Hvad ønsker du inderst inde? Stort som småt?
Måske har du et mood board for din stue, som du ønsker at ommøblere, renovere eller finde nye gardiner. Måske et mood board for din karriere? Måske et samlet?
Det er absolut fedest at være konkret i det du ønsker at tiltrække. Lad mig tage et eksempel som selv jeg har på mit mood board. ”Jeg ønsker at drikke mere vand dagligt” – fint eksempel, men hvad betyder mere? ”Jeg ønsker at drikke 2 liter vand dagligt” – perfekt! Opnået? Ikke opnået?
Håber det giver mening…
Her kommer min guide til dig – god arbejdslyst med udarbejdelse af dit personlige mood board. Læs gerne igennem inden du begynder på dit mood board.
Du skal bruge:
- Billede af dig selv
- Karton – jeg valgte størrelsen A2
- Dame-/mode-/bil-magasiner eller hvor du kan finde inspiration
- Saks, lim, tusch, glimmer eller andet du synes der skal på
- Nedtællingsur
- God musik
- En kop the/kaffe eller et glas vin eller… you get the picture
Find et godt billedet af dig selv og gem det til vi skal til at lime.
Derefter til udklip og inspiration i magasinerne.
Sæt dit ur til 1-2 timer, eller hvor langt tid du ønsker at bruge for at klippe og finde inspiration. Her kan mange komme til at bruge oceaner af tid på at bladre og finde det helt rigtige. Jeg fandt ikke alt jeg håbede på, men mit mood board havde en vild effekt alligevel.
Du tiltrækker hvad du udstråler
Jeg havde noget helt klart i tankerne ved to ting, derfor gik jeg direkte på nettet og fandt billederne, printede dem ud. Klippe, klippe og de var klar i bunken med relevante billeder til mood board. Jeg bladrede gennem det ene magasin efter det andet, og klippede alt ud, der talte til mig og mine drømme.
Efter 60 minutter ringede alarmen på mit ur. “Klippe/finde inspirations-tiden” var gået. Jeg tog en lille pause fra at sidde på gulvet med hovedet begravet i magasiner.
Igen var jeg klar til at kreere mit mood board. Min alarm satte jeg til 30 minutter – du vælger selvfølgelig, hvor lang tid du ønsker at bruge på det.
Mit råd er dog, at bruge max 60 minutter på det. Det gør ikke noget hvis ikke den bliver 100 % perfekt – du har stadig en fantastisk effekt af mood boardet. Og så taler jeg af erfaring, når jeg siger at nogen aldrig bliver helt færdige med mindre der er deadline på projektet. Note to self.
Start med at tage billedet af dig og lim det på midt på kartonen. Dig i centrum! Det er måske lidt grænseoverskridende, men det har en fantastisk effekt.
Lav en overskrift som passer til dig
Begynd derefter at lægge de forskellige billeder/ordsprog mv på kartonen. Så du har en ide om, hvor meget de fylder samt hvor meget og hvad du ønsker der skal på. Måske har du ikke plads til det hele? Måske har noget fået en anden betydning? Eller føles ikke længere rigtigt? Jeg sad tilbage med ca. halvdelen af mit udklip.
Tilsidst limer du udklippede på de ønskede steder
Og allervigtigst! Nu skal du hænge mood boardet et sted hvor du ser den dagligt. Mit hænger i mit køkken, hvor jeg dagligt kigger på mine mål.
God fornøjelse, Olena