Anderledes & fantastisk juleaften

Kort indlæg med vilde detaljer fra min jeg-melder-mig-ud-af-juleaften aften.

Først lidt info om mit forhold til juleaften – til dem der ikke kender mig. Jeg er ikke den store julefan. Bevares, det er hyggeligt og skønt med ekstra opmærksomhed på gavmildhed, kærlighed, samvær og god mad med mere, men når folk begynder at præstere overfor hinanden med hensyn til fx gaver, juletræer, oppyntning mv. står jeg af. Jeg bliver træt og det tapper min energi. Derfor valgte jeg i november at melde mig ud af juleaften – hvis det er muligt.

“Frygt for at føle mig ensom juleaften”

Det var en lettelse, men mærkede samtidig en frygt. Frygt for at føle mig ensom juleaften. Jeg havde ikke lyst til at sidde alene juleaften, og vide at alle andre sad med deres familier og loved ones. Derfor besluttede jeg at besøge min far, som heldigvis synes det var en pragtfuld idé med besøg juleaften.

Nu til selve juleaften 2016. Alt starter roligt. Huset vågnede langsomt, Holly blev luftet, morgenmaden spist og så afsted for at købe en lille julebuket og de sidste småting til juleaften. Ja, ja, selvom jeg havde meldt mig ud af juleaften, blev min far og jeg alligevel enige om, at vi skulle have andesteg med det hele – eller næsten det hele. Vi har altid fået andesteg i min familie – eller jeg husker i hvert fald ikke andet.

Juleaftensdag efter frokost blev andestegen klargjort med æbler, svesker, løg og alt der hører til. Anton – som min far mente anden hed – kom i ovnen, og min far og jeg gjorde os klar til julegudstjeneste i den lokale kirke i landsbyen, hvor min far bor. Du får selvfølgelig et før-kirke-selfie.

#minfarernedemedselfie

Efter en smuk prædiken og 4 julesalmer var vi godt tilbage foran brændeovnen. Og trods vi havde snakket om eftermiddagslur, så blev den udskiftet med gåtur med Holly og madlavning.

Min far havde fravalgt franske kartofler! Min reaktion var “what – hvad skal jeg så spise sovs med?” Selvom jeg havde meldt mig ud af juleaften i første omgang, var det interessant at se hvordan mine (vores) traditioner lå så dybt i mig. Jeg prøvede at tænke pyt, men der var sværere end forventet. Og morede mig over det.

“der nok ikke bliver michelin stjerner til os denne gang”

Rødkålen var varm, kartofler kogt, andesovsen tilsmagt og andestegen færdig, parteret og bordet var dækket og pyntet. Vi var klar til at sætte for spise, da jeg pludselig opdagede, at der manglede noget. Noget meget vigtigt – igen grundet traditioner. Noget jeg har fået hver jul. Og udbrød til min far. “Gud far, der er noget vi har glemt”. Han kiggede forskrækket på mig, og samtidig føltes det som om han var bange for at skuffe. Han kiggede på bordet, da jeg spurgte om han kunne se hvad det var, men han gav fortabt. Vi havde glemt at lave brunede kartofler. Hvordan vi kunne glemme de brunede kartofler fatter jeg ikke, men vi fortsatte aftenen uden. Så ingen kartoffelchips og brunede kartofler – vi blev enige om at det var sund julemad. Til gengæld var andestegen stegt til perfektion og alt (hvad vi havde formået at huske) spillede sammen i en højere enhed.

Som om det ikke var nok – kan jeg afsløre at vores ris a la mande ikke var nogen succes. Konsistensen mindede ikke om den ris a la mande jeg fået før. Heldigvis så min far og jeg det komiske i hele situationen – og jeg må indse at der nok ikke bliver michelin stjerner til os denne gang.

Trods denne meget anderledes og spøjse juleaften, havde jeg den mest afslappende juleaften – lige efter den jeg havde i Saudi Arabien. Krop og sjæl var tilfreds, da jeg vågnede næste morgen.

Jeg ønsker dig og din familie en glædelig jul.

Tak fordi du læste med.

Kærligst, Olena